Den almindelige hør med dens lyse himmelblå blomster er en af de nemmeste og mest taknemmelige sommerblomster. Det er en spinkel og let plante med smalle blade, lang blomstring med trompetformede blomster og meget dekorative, kuglerunde frøstande, som også er kønne i buketter.
Frøene kan sås direkte på voksestedet i april-maj og spirer villigt. Planterne bliver ca. 40-60 cm høje. Udover at hør er en pryd med de yndige blå blomster, er det også en plante med mange andre anvendelsesmuligheder. Mest kendt er hør nok som tekstil det smukke stof, der er så rart at have på, men som krøller så forfærdeligt eller som frø på kernebrødet eller i müeslien. Som det latinske navn Linum antyder, er hørfrøolien også basis for linolie samt grundbestanddelen i linolium. Som almindelig havedyrker kan man dog nøjes med at nyde de smukke blomster og eventuelt have en lille egenproduktion af hørfrø til madlavningen.
Ca. 100 frø pr. pose.
Meget høj og elegant akeleje med fyldte blomster – hvide og med fine, lyst grønne spidser på kronbladene. ’Barlow White’ har, i modsætning til de fleste akelejer, ingen sporer.
Hakurei er en japansk version af majroen, som er ekstra sprød, saftig og med en delikat sødlig smag. Glatte, runde rødder, kridhvide og indbydende. Meget nem og hurtigvoksende grøntsag, som bør spises, mens rødderne er små og friske. Særlig god i fx asiatisk inspirerede wokretter. Bladene er også spiselige, rå eller tilberedte.
Lækker asiatisk kåltype, hvor man spiser hele planten: De sprøde stilke, de spæde blade og de allerførste små blomster. En af de mest brugte grøntsager i det kinesiske og sydøstasiatiske køkken. Den populære broccolini - også kaldet bimi eller aspargesbroccoli - er en hybrid af netop kailaan og broccoli.
Yndig etårig salvie med sart laksefarvede og lys rosa læbeblomster. Meget lang blomstring – også til glæde for bier og sommerfugle. Mest til pynt, men de kønne blomster kan også drysses på fx salater, kager eller i sommerens kolde drikke.