Etårig, giftig plante med meget specielle, smukke blomster. Bulmeurt hører til natskyggefamilien. De sammenvoksede kronblade er svagt lysebrune med mørklilla filigranmønster. 40-70 cm høje planter.
Bulmeurt stammer fra Mellemeuropa og Middelhavslandene og kan findes så langt væk som i Indien. Bulmeurt blev indført til Danmark i 700-tallet. Planten indeholder det giftige stof hyoscyamin, som er dødeligt - ved indtagelse af mindre mængder kan det give kraftige hallucinationer. Planten er blevet anvendt til giftmord, i trylledrikke og til at gøre et offer bevidstløs. Blev også anvendt i forbindelse med heksebrændinger for at mildne smerterne. Bulmeurt var også en vigtig ingrediens i den heksesalve, der efter sigende var nødvendig for at kunne flyve til Bloksbjerg. Prøv ikke dette derhjemme!
Frøene kan bevare spireevnen i op til i hvert fald 6-800 år og spiredygtige frø dukker jævnligt op i forbindelse med arkæologiske udgravninger. Det er også almindeligt at se planter af bulmeurt på gamle ruiner o.lign. – fx kan man om sommeren se bulmeurt i blomst på Hammershus på Nordbornholm. Bulmeurt sår sig selv, men udvikler sig ikke til et ukrudtsproblem.
Er velegnet til tidlig såning på friland – kan sås fra januar-februar og hele foråret. Frøene drysses ovenpå jorden ellers rives let ned i jorden.
20 frø pr. pose.