Har man drømme om at avle sine egne citroner eller appelsiner, må man som nordbo ty til et frostfrit drivhus eller ligefrem bygge sig et orangeri. Eller bære sine citrustræer ind til et køligt, men frostfrit vinterophold. Medlemmerne af citrusfamilien er nemlig varmeelskende og tåler ikke frost. Selv har jeg i en nogle år dyrket nogle helt almindelige citrontræer – blot købt i det lokale plantecenter – i vores drivhus. De står i krukker så store og tunge, at jeg har opgivet at bære dem indendørs om vinteren. Og enkelte vintre har de faktisk overlevet i drivhuset, skærmet som de trods alt er bag glas. Men så kommer der en kold vinter og så får min overmodighed et knæk og det er slut med mine citrontræer.
En undtagelse fra de kuldefølsomme citrustræer er denne dværgcitron. Dværgcitron er et hårdført lille træ, der kan vokse sig til ca. tre meter i højden. Det tåler ned til 15-20 frostgrader og er det eneste medlem af citrusfamilien, der kan overleve udendørs på vore vinterkolde breddegrader. Om dværgcitron helt korrekt er et fuldgyldigt medlem af citrusfamilien er til debat. I mange år har dværgcitron gået under det botaniske navn Poncirus trifoliata, fordi træet ikke blev anset for at være et ægte citrustræ, men blot en nær slægtning. I de senere år ser man det oftere og oftere klassificeret som Citrus trifoliata – altså fuldgyldigt medlem af citrus-familien. Citruslignende og ditto duftende er dets frugter i hvert fald og dværgcitron er et både sjovt og kønt træ at dyrke i haven. På grund af dets robusthed har man helt tilbage til 1800-tallet brugt det som grundstamme, hvorpå man har podet mere sarte træer af citrus-familien. Dværgcitron er også blevet krydset med en lang række andre citrustræer. Hybrider med grapefrugt kaldes citrumelo, mens en krydsning med appelsin kaldes citrange. Hybriderne er ikke helt så hårdføre som dværgcitrontræet, men kan dog tåle temperaturer ned til minus 10.
Dværgcitron er et smukt træ. I modsætning til de fleste citrusplanter er dværgcitron løvfældende. I maj, inden bladene springer ud, står det i blomst med yndige hvide, velduftende blomster. Bladene er såkaldt ’trekoblede’ med ét stort midterblad og to små sideblade – som det fremgår af anden del af dens botaniske navn: trifolia. På unge grene er barken glat og lysegrøn, på ældre grene og stammer bliver barken smukt stribet i gråt og grønt. Grenene har lange torne, hvilket lyder frastødende, men det er faktisk med til at give dem et meget smukt udtryk. Efter blomstring og bestøvning udvikler dværgcitron runde, lodne frugter, der starter grønligt og modnes til orange-gule. Frugterne er af størrelse som en mellemting mellem en valnød og en golfbold. Frugtkødet er som andre citrusfrugters, men indeholder mange kerner.
Selvom frugterne af dværgcitron ser indbydende ud, skal man ikke forvente at kunne spise sine egne dværgcitroner friske fra træet. De små frugter er meget sure og skallen bitter, de indeholder et bittert smagende stof, poncirin. Det er ikke uden grund, at dværgcitron også kaldes ’bitterorange’. De fleste vil nok dyrke dværgcitron for dens eksotiske prydværdi, men har man lyst til at forsøge sig med frugterne til madlavning, så ér de – trods surhed og bitterhed – spiselige. Man kan sylte dem, men i modsætning til fx appelsinmarmelade, hvor man ofte sylter skallen med, anbefales det ikke at anvende den bitre skal af dværgcitronerne. Bedre er det at koge fx gelé af frugtkødet, men man kan dog også forsøge sig med at kandisere skallen, så det bitre får et stærkt sukkersødt modspil. Skallen kan også tørres og knuses og bruges som et bittert, citrusmagende krydderi. Saften kan koges ind med sukker til en kraftig sirup – men der skal mange frugter til for at give saft nok til, at det er umagen værd.
Dværgcitron vokser naturligt i bl.a. Kina, Japan og Korea – man har i Kina traditionelt brugt frugterne i naturmedicin.
Dværgcitron trives bedst på en solrig vokseplads i almindelig havemuld. Den vokser relativt hurtigt og tåler en del udtørring. Man kan dyrke dværgcitron i store krukker eller baljer, men vær opmærksom på, at rødderne er lidt mere udsatte for frost, når planten ikke er gravet ned i jorden.
Frø af dværgcitron forspires inde fra marts og kræver varme for at spire, 25-28 grader er det optimale. De hårde frø er lidt langsomme til at komme til live, ofte går der fire-seks uger, før de spirer – og de kan altså være lidt svære at få liv i. Når frøet er spiret og det første rigtige bladpar er dannet, kan man sætte småplanterne lidt køligere, ved 18-20 grader. Bør omplantes løbende, efterhånden som planten vokser. Omkring slutningen af maj kan småplanterne sættes udendørs. Selvom dværgcitron er hårdfør ned til omkring minus 20 grader, er det en god ide at være lidt næn om det lille træ i dets første vinter. Er træet plantet i krukke, kan det sættes i drivhus el.lign. Har man plantet det på friland, er det en god ide at vinterdække dværgcitronen i dens første vinter.
4 frø pr. pose.
