Klatre-asarina er en frodig slyngplante, der på en sommer kan klatre to-tre meter. Denne sort, Pink, leverer en stadig strøm af store, trompetformede blomster i en fin og sart, rosa nuance. Blomsterne er hvide i det såkaldte svælg.
Asarina skal have noget at klatre op ad et espalier, et hegn, et træ el.lign. Blot den har noget at slynge sig om, vil den vokse lystigt derudaf og kan i løbet af en sommer dække et pænt areal. Trives fint på friland, men vil også være ideel og meget frodig i et drivhus eller orangeri, hvor man holder af at opholde sig. Asarina gør sig også godt i hængende kurve, ampler, eller i altankasser, hvorfra den vil sende kaskader af skønne blomster i måneder.
Klatre-asarina trives bedst på en varm og solrig vokseplads og elsker at blive vandet og gødet godt. Den fortsætter med at blomstre til langt ind i efteråret, lige til den første frost, der vil slå planten ihjel.
Man kan forspire klatre-asarina indendøre fra marts til maj eller så direkte på friland i maj. Forspiring giver en længere sæson med blomstring.
Klatre-asarina dyrkes normalt som en etårig sommerblomst, men den er af natur flerårig og kan overvintres frostfrit ved min. 5 grader i fx en kølig udestue.
Fås også med blomster i blåviolet eller i et mix af hvide, blå, violette og rosa blomster se disse som selvstændige produkter.
Ca. 20 frø pr. pose.