Denne flotte bladgrøntsag er af amarantfamilien og kendes som kinesisk spinat eller callaloo. I Indien, Sydøstasien, Kina og Japan er det en meget gammel grøntsag, der dyrkes og spises som spinat. Den kan bruges i fx suppe, tærte eller gratin – i Østen bruges bladene selvfølgelig i wokretter og de er oplagte lynstegte ved høj varme, i stirfries, sammen med fx hvidløg og stykker af sprød bacon.
Også i Caribien er planten kendt og elsket – her under navnet callaloo, der samtidig er navnet på en traditionel og meget populær sammenkogt ret, der kan minde lidt om stuvet spinat. Opskriften på callaloo varierer fra ø til ø i Det Caribiske Hav – og sikkert også fra køkken til køkken. I Jamaica er grundopskriften på callaloo, at man damper bladene sammen med forårsløg, salt og peber. På fx Trinidad tilsættes yderligere okra og kokosmælk, som giver hhv. stivelse og væske til retten. Er man til det hotte, kan man smide en syltet chili ovenpå. På nogle af øerne i Caribien er det også almindeligt at drikke en 'callaloo juice' - man kan jo forsøge sig med at smide bladene i en saftpresser.
Man kan også spise bladene friske, plukket som babyleaves - prøv fx denne salat fra en hip New Yorker-restaurant: Bland små, friske blade af kinesisk amarant med blade af rucola, hakkede mandler, tørrede tranebær og en dressing af mandel-vinaigrette (en del olivenolie, en del mandelolie, en del hvidvinseddike, salt og peber).
Kinesisk amarant eller callaloo er den mest bladrige af de mange arter af amarant. Hele planten er spiselig, men de unge skud og blade er de lækreste. Når planten er vokset til, kan man knibe sideskud af, skrælle dem og spise dem som asparges.
Kinesisk amarant er en meget flot og dekorativ plante med markante røde aftegninger på de grønne blade – der kan være individuelle forskelle i farveaftegningen. Planten skal have varme og – i modsætning til de fleste amarant, der tåler en del udtørring - også helst fugtighed, for virkelig at trives. Normalt vil den dog udmærket kunne dyrkes på friland i en almindelig dansk sommer, men den vil også elske et varmt drivhus med høj luftfugtighed.
Planten kan blive over en meter høj, normalt kan man begynde at høste blade af den, når den er ca. 25 cm høj. Man skal nøjes med at skære de blade og stilke af, som man skal bruge, så planten kan vokse videre og sætte nye blade. Hvis man overvejende høster fra toppen og fra spidsen af sideskud, opmuntrer man planten til at forgrene sig og dermed øge bladmængden. Fjern ansats til knopper, for planten vil holde op med at producere nye, spiselige blade, hvis først den går i blomst. Er man glad for kinesisk spinat, kan det være en god ide at så et par gange i løbet af sæsonen.
Kinesisk amarant er en flot og dekorativ plante, der også sagtens kan dyrkes blot med det formål at være prydplante.
Min. 100 frø pr. pose.
Om amarant
For de fleste danske og nordiske haveejere er amarant en prydplante – og ikke en, man er specielt fortrolig med. Men med 7.000 år på bagen som dyrket afgrøde er planter af amarantfamilien en vigtig kilde til ernæring for millioner af mennesker verden over. Amarant findes i over 50 forskellige arter og endnu flere sorter. Nogle dyrkes som prydplanter, mens endnu flere dyrkes som afgrøder for deres spiselige og velsmagende blade og ekstremt sunde frø med meget højt næringsindhold.
Amarant stammer oprindeligt fra Sydamerika, men har bredt sig over hele kloden og dyrkes som afgrøde i både Afrika, Asien og Amerika. Der er stor variation i udseendet af amarantplanter og hos os er fx den grønne eller røde, såkaldte rævehale, kendt som en sommerblomst, der dyrkes for sine meget dekorative, hængende blomsterstande – de ses ofte i bundne buketter fra blomsterhandleren. Mange amarant er i det hele taget særdeles dekorative og man kan snildt dyrke mange af dem som både pryd- og spiseplante.
Alle arter og sorter af amarantfamilien har spiselige blade og stilke. De unge blade er de lækreste og som tommelfingerregel kan man bruge amarantblade alle de steder, hvor man kan bruge spinat. Det vil sige, at de kan spises friske som en aktør i en blandet salat eller som det friske tilbehør – i en salat kan man gå efter de særligt farverige amarant og virkelig sætte kulør og kapow på en skål salat! Både blade og stilke kan lynsteges i wokretter, stirfries, de kan dampes eller stuves. Også i supper og sammenkogte retter passer amarant. De er gode til æggeretter og de unge stængler kan skrælles og dampes let og spises som asparges.
Amarantplanter producerer enorme mængder af frø på de for det meste meget dekorative frøstande. I Sydamerika har man i over 7.000 år dyrket forskellige arter af amarant og betragtet den som en slags kornafgrøde. En afgrøde der i øvrigt også havde stor betydning ved religiøse ceremonier, hvor man efter sigende blandede de formalede frø med honning og menneskeblod. Massen blev derefter formet til figurer af bl.a. dyr og guder og spist ceremonielt. De spanske koloniherrer i skikkelse af de såkaldte conquistadorer førte et hårdt regime overfor de indfødte og brød sig ikke om, hvad de anså for at være hedenske skikke, og de forbød derfor dyrkningen af amarant.
Amarant er i øvrigt beslægtet med den i disse år meget populære quinoa, og man er begyndt også at kunne købe frø af amarant i specialbutikker. Frøene smager nøddeagtigt og er supersunde med et højt proteinindhold. Man kan bruge frøene til spirer (læg dem på fugtigt vat på en flad tallerken og stil den i vindueskarmen), eller man kan riste dem på en varm og tør pande, hvor de vil poppe som mini-popcorn – lækre som snack, drysset over salaten eller i müesli. Kogte kan de spises som ris, afkølede i salater o.lign. Man kan også male frøene af amarant til mel. De indeholder ikke gluten, men de formalede frø har en ret god bageevne, der er et godt alternativ for glutenallergikere.
Selvom amarant oprindeligt stammer fra varmere himmelstrøg, er der ingen problemer i at dyrke den i vores tempererede klima. Den er ikke sart, men man skal holde sig for øje, at den slet ikke tåler frost. Hvis man planlægger at dyrke planten med henblik på frøhøst, har man brug for en lang vækstsæson og det er derfor en god ide, at komme tidligt i gang. Amarant kan forspires indendørs i marts-april eller sås i mistbænk el.lign. i april – jorden skal være minimum 10 grader. Herefter kan småplanterne plantes ud på friland hen over midten af maj, når enhver risiko for nattefrost er ovre. Hvis man ikke satser på høst af modne frø, men vil dyrke planten som prydplante og/eller høste af blade og stilke, er der ingen grund til at have besvær med forspiring. Så kan man lige så vel så direkte på voksestedet i slutningen af maj, når jorden er ved at være lun. Planter, der sås direkte på friland, bliver ofte kraftigere og sundere end de forspirede.
Amarant kræver fuld sol og varme for at udvikle sig optimalt. Afhængigt af art og sort går der omkring 10 uger fra såning, til man kan begynde at høste af bladene.
Frøene af amarant modner langsomt og uens over en længere periode, så der må høstes af flere omgange – det gøres ved at nulre frøstandene over en skål, mens de endnu sidder på planten. Høst og rengøring af frø er lidt omstændeligt, da man uundgåeligt får en del fnuller med, som må sigtes fra. Hvis man ikke høster af frøene, er det alligevel en god ide at klippe frøstandene af, inden frøene drysser ud, for med de mange frø pr. plante vil man uundgåeligt få en del selvsåning – mere end de fleste haveejere vil ønske. De afklippede frøstande kan tørres og lægges på foderbrættet i løbet af vinteren – de vilde fugle vil sætte pris på proteintilskuddet.
Blomsterstandene beholder deres form og flotte farver, hvis de tørres, så de er velegnede til kranse og blomsterdekorationer. Navnet amarant kommer i øvrigt af græsk og betyder uvisnelig eller uforgængelig, hvilket henviser til blomsterstandens lange holdbarhed.
