Gul lupin er et etårigt familiemedlem til de klassiske staudelupiner. I opbygning er den som staudelupinen med mange, ærteblomst-formede enkeltblomster siddende langs blomsterstænglen – ofte er blomsterne af gul lupin knap så kompakte som hos staudelupinen. Løvet er særegent parasolformet, dannet af fligede blade, der på fineste vis samler dug- og regndråber. Ca. 60-80 cm høj.
Gul lupin kan dyrkes som almindelig, etårig sommerblomst, men oftere anvendes den som kvælstofsamlende efterafgrøde og grøngødningsplante i køkkenhaven.
Den er oprindeligt hjemmehørende omkring Middelhavet, hvor den findes vildtvoksende på bl.a. den iberiske halvø, i Syditalien, på øerne Korsika, Sardinien og Sicilien, samt i i flere nordafrikanske lande. Her vokser den ofte i mager, sandet jord og det er da også i den type jord, planten vil trives bedst. Da den som efterafgrøde sjældent skal udvikles fuldt, kan den dog i den funktion også sagtens dyrkes på mere muldet jord. Den kan også findes sporadisk forvildet i Danmark.
Mange lupiner er giftige, men de, for lupiner ret store, frø af gul lupin har faktisk været almindeligt anvendt som føde i både Middelhavslandene og i Latinamerika. De er blevet brugt i fx sammenkogte retter på samme måde som tørrede bønner – og som med tørrede bønner skal frøene i givet fald sættes i blød i flere hold vand, inden de koges, for at skylle eventuelle giftige stoffer ud. Det nævnes også mange steder at frøene er blevet brugt som kaffeerstatning, er blevet malet og blandet i mel til brødbagning og syltede som snacks. Vil man forsøge sig med at spise af frøene, skal det dog gøres med forsigtighed – vær opmærksom på, at bitterhed er en klar indikator for at frøene indeholder giftstoffer!
Skal gul lupin dyrkes som sommerblomst eller dækafgrøde, kan frøene sås direkte på friland fra april til juni. Som efterafgrøde sås den, når man sidst på sommeren begynder at have bare pletter i køkkenhaven.
Ca. 40 frø pr. pose.