Pyramide-klokke er en af de planter, der har høj wow-effekt! For de op til halvanden meter høje og ranke stauder er simpelthen så flotte og elegante, at beskueren må lade sig imponere! Pyramide-klokke er en statelig staude, den gør sig godt i traditionelle staudebede eller i mere formelle haver og gårdhaver. Se fx et par af billederne her på siden fra The Isabella Stewart Gardner Museum i Boston. Museumsbygningen er en kopi af et veneziansk palazzo og det lukkede gårdrum er fyldt med søjler, åbne balkoner, statuer og massevis af pyramide-klokker, der fremavles specielt til museets gård. Sin statelighed til trods passer pyramide-klokken med sin frodighed også til den klassiske engelske, tætbeplantede cottage garden eller til den lidt vilde have – bierne elsker dens duftende blomster.
Pyramide-klokke har brede, ovale blade på den nederste del af stænglen, hvorefter bladene længere oppe ad stilken er slanke og lancet-formede. Stænglens øverste halvdel (eller mere) er tæt besat med nikkende store, hvide klokker. Pyramide-klokke er en hårdfør og robust staude. Den stammer oprindeligt fra Sydeuropa, bl.a. Italien og Balkan, trives bedst i fuld sol eller kun let skygge og foretrækker næringsfattig, ’dårlig’ jord med et godt dræn – den bryder sig ikke om at stå for vådt! Trods dens højde behøver pyramide-klokke sjældent at blive bundet op: Står de lidt i læ, kan de høje, kraftige stængler for det meste holde sig selv oprejste uden at vælte eller knække. Pyramide-klokke har en lang blomstringstid fra primo juni til hen i august.
Kan man nænne det, egner de høje blomsterspir sig til afskæring og har god holdbarhed i vase, hvis man blot skifter vand dagligt. Lader man planten udvikle og smide frø, er pyramide-klokke selvsående, hvilket man blot skal glæde sig over, medmindre man har en meget 'stram' og formel have.
Dens latinske ’efternavn’, pyramidalis, henviser til plantens pyramide-lignende form. Englænderne kalder den Chimney Bellflower – de mener åbenbart, at den er mere skorstens- end pyramideformet.
Frøene af pyramide-klokke er bittesmå og kan være lidt svære at håndtere. Bland dem eventuelt med lidt fint sand og drys blandingen ud ovenpå fugtig jord og tryk den let til. Vand meget forsigtigt - eventuelt ved at spraye med en forstøverflaske - så alle de små frø ikke bliver skyllet væk. Frøene kan forspires inde i februar-april. Eller man kan så dem udendørs i bakker i april-maj. Frøene spirer bedst i lys, så de skal ikke dækkes med jord. Spiretiden er normalt to til fem uger. Småplanterne kan plantes ud på blivende voksested, når de er til at håndtere og al risiko for nattefrost er ovre. Sæt dem med ca. 30 cm’s mellemrum, så planterne har plads til at udvikle sig.
I modsætning til de fleste stauder, der først blomstrer på andetåret, kan man ofte – især hvis man har forspiret – være heldig at få blomster på pyramide-klokken allerede i dens første vækstsæson.
Pyramide-klokke fås også i en sort med blå blomster – se den som selvstændigt produkt.
Min 50 frø pr. pose.