Morgenfrue er en af de mest kendte, elskede og aldeles uprætentiøse sommerblomster. Denne sort, ’Bronzed Beauty’, viser dog den kendte sommerblomst i en noget mere sofistikeret udgave med kronblade, der changerer i toner af bronze, ferskenfarvet, rosa og cremehvid. Blomstens midte er kontrasterende mørk.
’Bronzed Beauty’ bliver ca. 40-50 cm høj og vil gøre sig godt i både krukker, sommerbede, skærehave og i buketter – eller blot et par enkelte af de kønne blomster alene i en slank vase.
Som andre sorter af morgenfrue er ’Bronzed Beauty’ spiselig: Kronbladene har en let, ikke dominerende, krydret smag og er fine i salatskålen. Også de unge, grønne blade smager godt – hvis man kan leve med den let klistrede fornemmelse. De kønne kronblade kan anvendes som erstatning for safran til at give farve bl.a. til ris og i fiskeretter. De er flotte og fine i smagen drysset over en gulerodskage eller i en frisk smoothie med fx mango og appelsinsaft. Man kan også røre dem til en skøn krydret, ’morgenfrue-smør’ – på samme måde, som man rører persillesmør. Endelig er kronbladene også velegnede i madbrød – smid en ordentligt håndfuld i dejen og nyd brødets fantastiske farve!
Meget nem at dyrke, sås normalt direkte på voksestedet fra marts-april og frem. Man kan også så morgenfrue om efteråret eller i løbet af vinteren. Det giver tidligere og kraftigere planter året efter. Frøene tåler ned til minus 20 grader.
Frø af ’Bronzed Beauty’ er noget dyrere end de almindelige gule og orange morgenfruer, men da det ikke er F1-frø, kan man selv samle frø til efterfølgende år. Vær dog opmærksom på, at hvis der gror andre, mere ’almindelige’ farver morgenfrue i nærheden, vil de ofte krydsbestøve – og så kan man ikke vide præcist hvilken farve, man får ud af ens egne, hjemmehøstede frø.
Ca. 30 frø pr. pose.