Englænderne elsker deres Blue Bells og med god grund. Den lille løgplante med de himmelblå klokkeformede blomster er englændernes svar på vor anemone – den breder sig tæppelignede og skal som anemonen nå at blomstre i skovbunden, inden træernes kroner springer ud og lukker af for lyset og gør skovbunden dunkel. Og som anemonen så dygtigt har udnyttet sin niche, kan også de engelske Blue Bells bruge den korte tid om foråret til at danne de most lovely blå blomstertæpper i skovbunden. Den findes vildtvoksende i de fleste dele af England, nok med en overvægt i den sydlige del af landet. Men også Skotland og Irland har deres rigelige del af Blue Bells – faktisk skønnes det at op imod halvdelen af hele verdens bestand af Blue Bells, findes i Storbritannien. Selvom den vokser i så rigelige mængder, er englænderne så glade for deres Blue Bells, at planten har været fredet siden 1998 for at forhindre kommerciel plukning af blomsterne eller opgravning af løgene i naturen. Blue Bells er nemlig også populær og eftertragtet i haver, hvor de signalerer lige netop essensen af An English garden: Det let vilde look, som det kræver både tid, arbejde og omhu at opnå.
Blue Bells er noget af det mest engelske, man kan tænke sig og derfor vælger jeg også at kalde planten ved dens engelske navn – på dansk kaldes den klokkeskilla. I England blev den i 2002 valgt som nationens mest populære blomst. Den vilde Blue Bell må ikke forveksles med den spanske Blue Bell (Hyacinthoides hispanica), som ofte er den, der sælges løg af i havecentre o.lign. Den spanske Blue Bell er en noget blegere blå (og findes også i lyserød) og i Storbritannien går botanikere og elskere af den vilde Blue Bell meget op i at den vilde bestand ikke ’forurenes’ ved at krydse med den spanske art.
Blue Bell kan minde om en forenklet udgave af hyacint – den kaldes undertiden også ’Vild hyacint’ og blomsterne er velduftende som de hyacinter, som Blue Bells da også er beslægtede med. Fra løget skyder tre-seks blanktgrønne blade, slanke og lancetformede. I midten kommer den stive stængel, ca. 25-40 cm høj, der bærer de smukke, ensidigt hængende, klokkeformede blomster i klaser. Hver stængel bærer 10-15 hængende, blå klokker, der hver især slutter af med en lille koket krølle. I England blomstrer Blue Bells i april-maj, i Danmark, hvor vi har et lidt køligere klima end i hvert fald de sydlige egne af England, vil blomstringen ofte finde sted i maj-juni og passe godt ind som en af de sidste i mængden af blomstrende forårsløgvækster.
Blue Bells er nemme at dyrke, men at skabe et blåt forårstæppe tager tid og tålmodighed. Blue Bell trives, som den skovbundsplante den er, bedst i en let fugtig muldjord – fx er den velegnet under store løvtræer, mellem buske eller blot på de mere skyggefulde pletter i haven. Efter blomstringen skal man – som med andre løgplanter – lade løvet visne ned, så kraften kan koncentreres i løget. Ikke noget med at fare frem med lugejernet! Skal der absolut luges, hvor Blue Bells vokser, må det foregå forsigtigt med håndkraft.
Når Blue Bells - udover i den engelske natur - også i parker og haver optræder i store mængder og nærmest dækker jorden som et tæppe, skyldes det sjældent at gartneren eller haveejeren har været ude og lægge tusind- eller titusindvis af blomsterløg. Det er dels en næsten uoverkommelig opgave, og dels næsten ubetaleligt - sætteløg er ikke billige. De vidtstrakte blomstertæpper skyldes frøformering.
Blue Bells formerer sig dels ved dannelse af sideløg, men endnu mere ved at frøene spredes og dermed mindst fordobler bestanden år for år. Når blomsterne er visnede, lægger blomsterstænglen sig hen ad jorden og dermed kommer frøkapslerne 20-30 cm væk fra moderplanten. I løbet af sommeren modnes frøene og falder ud på jorden – og her vil en stor del af dem spire det efterfølgende forår. Denne frøformering kan man gøre efter, hvis man ønsker sig mange af de smukke Blue Bells - flere end man har råd til at købe som sætteløg i dyre domme.
Dog kræver frøformering af løgplanter tålmodighed – hvad enten det er planterne selv eller haveejeren, der smider frø til formering af de skønne Blue Bells. Der går nemlig nogle år, inden de frøformerede planter begynder at blomstre. Men selve essensen af have er jo netop langtidsplanlægning og tålmodighed!
Frø af Blue Bells kan sås fra sensommer og hele efteråret, vinteren og til langt ind i foråret. De drysses ud oven på jorden og rives let ned i jorden. Det efterfølgende forår vil de spire og hver få et enkelt grønt blad eller to. Og meget mere bliver det ikke til de første par år – og i disse år, mens planterne endnu er ’børn’, skal man selvfølgelig passe ekstra på ikke at komme til at luge dem bort! Efter 3-4 år lønner tålmodigheden sig, så kommer de første blå blomster og har man sået nok, kan man allerede nu glæde sig over det blå blomstertæppe. Har man sået færre, må man glæde sig over, at de efter blomstringen vil smide frø, der året efter vil komme med nogle få grønne blade, som efter 3-4 år vil blive til blomstrende planter, som vil smide frø ........ osv. En smuk cyklus er sat i gang.
Ca. 25 frø pr. pose.
