Forside | Om Albinus Frø | Kunderne siger | Om at så | Nyhedsbrev | Læserne siger | Vilkår | Kontakt | Kurv
Vis kurv

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK
 
Spinatranke, Kaukasisk spinat
Hablitzia tamnoides
  Ikke på lager 
Varenavn: Spinatranke, Kaukasisk spinat
Hablitzia tamnoides
Pris ved 1Pose 29,50 DKK

Spinatranke er en flerårig, meget kraftigt voksende klatreplante, som trives specielt godt i et køligt, nordisk klima. Som dens kaldenavn, Kaukasisk spinat, indikerer, stammer spinatranke oprindeligt fra Kaukasus, hvor den vokser vildt og trives med en relativ kort vækstsæson. Den kom til Norden i 1800-tallet, hvor den først blev introduceret som prydplante, men hurtigt opdagede man at planten var spiselig. Den blev dyrket i herregårdenes køkkenhaver og anvendt som spinat, i supper og stuvninger, men spinatranken slog aldrig rigtigt bredt igennem og gik lidt i glemslen igen. Med de senere års store fokus på nordiske køkkenurter, er spinatranken igen blevet efterspurgt.

Spinatranke er en lidt langsom starter: Det første år bliver den sjældent særlig stor og man skal ikke høste af den, men i stedet lade den samle kraft og vokse til. Når planten er blevet et par år gammel, vil den til gengæld kunne vokse i metermål på en enkelt sæson. Den første sæson kan man nøjes med at give den lidt støtte med en plantepind el.lign., men i de efterfølgende år bør den gives et espalier, en pergola el.lign., som den kan vokse og klatre op ad.

Spinatranke er slyngende med et væld af store, 5-12 cm lange, blade. Først på sæsonen er bladene hjerteformede, senere får planten aflange, nærmest spydformede blade. Blomsterne er gul-grønne og enkeltvis ret uanselige, men fine som de er, samlet i kvastlignende blomsterstande.

De første par år bør planten som nævnt have fred til at vokse til. Derefter kan man høste af både blade og stængler og bruge dem som spinat – det friske og lysegrønne løv er det mest delikate. Spinatranke fryser helt ned om vinteren, men er vinterhårdfør og skyder igen fra basen i det tidlige forår – faktisk vil man ofte opleve, at planterne skyder så småt allerede i det sene efterår og i løbet af vintermånederne. Og i modsætning til de fleste andre planter, der lader sig lokke af lidt vintersol til at begynde at skyde, så tåler spinatrankens vinterskud selv ret hård frost. Når planten er vokset til – giv den nogle år! – kan man begynde at høste af den virkelige delikatesse: De tidlige skud.

Spinatranke hører til blandt de allertidligste planter, som man kan høste af. Allerede i februar-marts kan der høstes af de rødlige, nærmest pink, skud. Ældre planter vil kunne skyde med flere hundrede skud, der kan skæres af og spises, som man ville spise asparges – både friske og let tilberedte er de en tidlig delikatesse med en mild og god smag. Når planterne er kommet ud over de første par år, er de utroligt robuste, hvilket betyder at de kan tåle, at man høster af skuddene - og planten er derefter i stand til at skyde nye. I lune forår kan man skære af skuddene flere gange. Derefter skal man dog lade planten være, så den kan sætte skud, der kan få lov til at udvikle sig.

Spinatranke er meget kraftigt voksende i forårsmånederne og kan vokse op til tre-fire meter i højden. I forsommer og henover sommeren kan man høste til spinat, indtil planten sidst på sommeren begynder at visne ned. Spinatranke trives i både sol og halvskygge, dog vil den skyde tidligere om foråret, hvis den er plantet, så den rammes af forårssolen. Er ikke krævende, men bliver flottest i en god muldet jord. Bør ikke tørre ud.

Spinatranke har fået sit botaniske navn, Hablitzia, efter Carl Ludwig Hablizl (1752–1821), en preussisk født botaniker, der levede det meste af sit liv i Rusland og som - udover at være vice guvernør på Krim - deltog i adskillige videnskabelige ekspeditioner i bl.a. Kaukasus.


De bittesmå, blanksorte frø af spinatranke behøver kulde for at spire – og kan spire ved meget lave temperaturer. Man kan så dem om efteråret eller i løbet af vinteren og stille såpotten udendøre, så vil naturen give dem den nødvendige kulde og de vil spire i det tidlige forår. Sår man først om foråret, må man hjælpe spiringen på vej ved at stille såpotten i køleskabet i et par uger, inden den stilles ud. Har man sået efter anvisningerne og der alligevel ikke er kommet liv i frøene, kan man forsøge sig med at sætte såpotten i fryseren i en uges tid og derefter igen udendørs. De meget små frø skal kun lige dækkes med et tyndt lag jord. Der er ikke vundet noget ved at forsøge at forspire dem i stuens varme – tværtimod vil den metode sjældent kunne få liv i frøene.

Billederne herover af de tidlige, røde skud og de små frøplanter er venligst udlånt af Stephen Barstow, forfatter til bogen ’Around the World in 80 Plants’, der nemt kan blive lidt af en bibel for folk, der interesserer sig for at dyrke og spise sjove, skæve, anderledes og vilde planter.

Man kan nogle steder se planten malabarspinat, Basella alba, blive omtalt som spinatranke, men det er en fejl – de to planter er ikke i familie med hinanden!

Frø af spinatranke er svære at skaffe og desværre dyre, så bemærk, at der kun er 5 frø pr. pose. De fleste husholdninger vil dog være rigeligt dækket ind med en enkelt plante eller to af spinatranke.
  «-Tilbage       Vis uden moms   Anbefal   Print


Kunder købte også
Blærebælg <i>Colutea arborescens</i> Blærebælg Colutea arborescens
En fin, op til 3 meter høj, løvfældende busk med lysegrønne finnede blade og lette gule blomster. Efter blomstring udvikles meget dekorative oppustede bælge.
 
23,00 DKK 
Tobak, Purpur- <br>’Perfume Blue’ F1 <br><i>Nicotiana x sanderae</i> Tobak, Purpur-
’Perfume Blue’ F1
Nicotiana x sanderae

Meget rigt blomstrende sommerblomst af tobaksfamilien. Velduftende blå blomster. God i krukker, på terrasse eller altan.
 
24,50 DKK 
Hjertegræs, Stor <br><i>Briza maxima</i> Hjertegræs, Stor
Briza maxima

Yndefuld græsart med svajende og lette, hjerteformede aks. Meget fin og romantisk i buketter.
 
24,50 DKK 
Øjeblomst ’Five Spot’ <br><i>Nemophila maculata</i> Øjeblomst ’Five Spot’
Nemophila maculata

Lille og lav bunddækkeplante med de yndigste blomster i blåt og hvidt – de ser ud som om en dygtig porcelænsmaler har været i gang!
 
24,50 DKK 

ALBINUS FRØ • INFO@ALBINUSFRO.DK