Forside | Om Albinus Frø | Kunderne siger | Om at så | Nyhedsbrev | Læserne siger | Vilkår | Kontakt | Kurv
Vis kurv

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK
 
Natlys, toårig Oenothera biennis
  På lager 
Varenavn: Natlys, toårig Oenothera biennis
Pris ved 1Pose 23,00 DKK

Toårig med velduftende, cremegule blomster, der åbner sig om aftenen. Natlys kaldes også klokken 8-blomst, men med sommertiden går der lidt rod i det og den åbner sig mere præcist ved 9-tiden. I blomstringstiden er det showtime hver aften fra ca. ti minutter i ni til ti minutter over ni. I dette korte skumringstidsrum kan man iagttage, hvordan den ene store, velduftende blomst efter den anden åbner sig. Hver enkelt blomst springer ud så hurtigt, at man kan se, hvordan den aflange knop drejer sig som en skibskrue og langsomt, ét for ét, lader kronbladene komme fri af knoppen. For derefter, næsten med et ’plop’, at springe ud som en vidunderlig, velduftende cremegul blomst. Jeg tillader normalt ikke mange gule blomster i min have – de fleste af dem er efter min farvesans for skrappe i farven og lidt Netto-agtige. Men den toårige natlys byder jeg mere end velkommen. Dens gule farve er nemlig ikke spor discountagtig eller skriggul, men sart og cremet som rørt smør.

Jeg styrer placeringen af natlys, så de overvejende gror lige uden for mit soveværelsesvindue, hvor de i den månedlange blomstringsperiode hver eneste aften sender søde dufte af honning og althea-bolsjer ud i natteluften og ind gennem soveværelsesvinduet. En placering nær terassen, hvor man opholder sig på sommeraftener, er også god.

På engelsk benævnes planten Evening Star, mens den på hollandsk populært kaldes: ’Lille Jan, hvad er klokken?’

Natlys er en gammel køkkenurt og både blomster, blade, rødder og frø er spiselige og dele af planten - især frøene - anvendes også i naturmedicin. Den er tidligere blevet kaldt for ’gul skorzoner’, og går man på markeder i Sydeuropa, vil man kunne finde de kødfulde rødder af natlys til salg i grøntsagsboderne. Bladene har været spist som spinat, blomsterne smager som duften: sødt og parfumeret, hvilket gør dem særdeles velegnede i det søde køkken og frøene af natlys indeholder en fedtsyre, gammalinolensyre, der siges at være gavnlig mod for højt kolestoroltal.

Blomsterne er smukke i salater og som pynt på kager og desserter - måske et par blomster ovenpå chokoladekagen eller på den gammeldags citronfromage? Er der hvide spidser på kronbladene, kan de være bitre – klip dem eventuelt af. Blomsterne kan også bruges til kryddersnaps eller –olie, til en forfriskende granité eller sammen med blade af hybenroser i blomstersukker (se billeder).

Natlys hører til de toårige planter: første år kommer der en flad bladroset og på andetåret skyder den høje bladstængel op fra rosettens midte. Stænglen bliver fra 60 cm og helt op til halvanden meter høj, men trods højden behøver den sjældent opbinding. Øverst på stænglen sidder akset, hvorfra der i toppen hver aften åbner sig en til to blomster på hver plante. De vidunderligt duftende blomster er sammensat af fire kronblade med let bølget kant og i midten rager griflen frem med tydeligt firdelt støvfang. Bladene er aflange og spidsede, og især bladrosetten har ofte strejf af røde toner i de ellers grønne blade. Toårige planters natur er at de dør efter blomstringen på andetåret. Ofte kan natlys dog lokkes til at leve længere, hvis man klipper blomsterstænglen af efter blomstring. Lader man planten udvikle frø, vil den flittigt så sig selv. Den udvikler sig dog ikke til et ukrudtproblem, for de etårige rosetplanter er let genkendelige (kan minde lidt om mælkebøttens bladroset) og kan med deres pælerod nemt rives op, hvis man får for mange. Natlys trives i både mager og tør jord - selv i sand og mellem sten gror den fortrinligt. Flottest bliver planterne, hvis de gror i fuld sol.

Kan sås hele året - også i den kolde periode. Læs mere om frøformering af stauder under 'Om at så'.
Ca. 50 frø pr. pose.


  «-Tilbage       Vis uden moms   Anbefal   Print


Kunder købte også
Blærebælg <i>Colutea arborescens</i> Blærebælg Colutea arborescens
En fin, op til 3 meter høj, løvfældende busk med lysegrønne finnede blade og lette gule blomster. Efter blomstring udvikles meget dekorative oppustede bælge.
 
23,00 DKK 
Tobak, Purpur- <br>’Perfume Blue’ F1 <br><i>Nicotiana x sanderae</i> Tobak, Purpur-
’Perfume Blue’ F1
Nicotiana x sanderae

Meget rigt blomstrende sommerblomst af tobaksfamilien. Velduftende blå blomster. God i krukker, på terrasse eller altan.
 
24,50 DKK 
Hjertegræs, Stor <br><i>Briza maxima</i> Hjertegræs, Stor
Briza maxima

Yndefuld græsart med svajende og lette, hjerteformede aks. Meget fin og romantisk i buketter.
 
24,50 DKK 
Øjeblomst ’Five Spot’ <br><i>Nemophila maculata</i> Øjeblomst ’Five Spot’
Nemophila maculata

Lille og lav bunddækkeplante med de yndigste blomster i blåt og hvidt – de ser ud som om en dygtig porcelænsmaler har været i gang!
 
24,50 DKK 

ALBINUS FRØ • INFO@ALBINUSFRO.DK