Forside | Om Albinus Frø | Kunderne siger | Om at så | Nyhedsbrev | Læserne siger | Vilkår | Kontakt | Kurv
Vis kurv

0 vare(r) i kurven
I alt 0,00 DKK

Mjødurt Filipendula ulmaria
Ikke på lager
Varenavn: Mjødurt Filipendula ulmaria
Pris ved 1Pose 24,50 DKK

Mjødurt er en flerårig plante, der vokser vildt på fugtige steder langs grøfter, i moser og enge. Men det er også en af de allerkønneste vilde planter, man kan invitere ind i sin have.

Mjødurt bliver op til en meter høj og bærer store, flødefarvede skyer af rigt forgrenede blomsterstande med mange små velduftende blomster. Blomsterne er utroligt dekorative. Først som spæde knopper, hvor de ligner små grønne kugler – og der er masser af dem. Dernæst som store knopper, der ligner cremefarvede perler, og siden som de lette blomster, der i deres righoldighed danner hvide skyer eller duske. Slutteligt får planten grønne frugter, der er snoede og dekorative. Ofte vil en plante bære knopper, blomster og frø samtidig, hvilket giver en flot effekt i staudebedet og ikke mindst i buketter. Mjødurt er uovertruffen til afskæring. Sæt den blot sammen med et par andre blomster, fx asters (som på et af billederne ovenfor), roser eller sommerblomster - og man har en let, luftig og meget elegant buket. Mjødurt har en lang samlet blomstring fra juni til ind i august. Løvet er kønt med fjersnitdelte blade i forskellig størrelse, mørkegrønne med savtakkede kanter.

Mjødurts blomster indeholder ikke honning, men til gengæld masser af blomsterstøv. Æteriske olier giver blomsterne en berusende sødme i både duft og smag. Også bladene har en krydret aromatisk duft. Det siges, at man i Sverige tidligere har brugt at strø mjødurt på dansegulvet ved baller. Når så de dansende trådte planten itu under deres dansesko, frigav det behagelige dufte fra mjødurten. Mjødurt har været brugt som smagsgiver til alkohol – både snaps, vin og selvfølgelig mjød.

Man kan tørre både de nye blade og blomsterhoveder til te, gerne i et mix med andre urter. De friske blade kan også bruges som krydderurt og give smag til supper og saucer. Blomsterhovedernes sødme kan bruges til fx syltning af syrlige sager som stikkelsbær og rabarber. Blomsterne af mjødurt kan også bruges i en frisk sommerpunch af 1½ flaske mousserende hvidvin, 1 liter appelsinsaft og 2-3 blomsterstande af mjødurt. Lad punchen trække nogle timer, tag blomsterstandene op og servér punchen med knust is og skiver af appelsin. Man kan også drysse blomsterstøvet af de fuldt udsprungne blomster henover en kage eller dessert eller i dejen til et hvedebrød.

I en bog fra krigens tid om brug af vilde planter i køkkenet foreslås det, at man bruger de spæde blade i salat eller som spinat, dog sammen med andet grønt for at smagen ikke bliver for bitter. Den gamle håndbog anbefaler også at: ’sætte Blomsterknopperne i Glas med en Marinade af Estragon-Eddike, lidt Sukker, Peber og en Smule Salt. Knopperne og Marinaden er glimrende at benytte i en Fiskesauce til kogt Fisk eller Fiskeboller’. Og det kan man jo lade sig inspirere af.

Mjødurt trives bedst i en fugtig og næringsrig jord og i vandrende skygge, hvor den kan blive over en meter høj. Den tåler dog også et mere tørt voksested og nogen sol, men bliver så ikke så høj. Planterne er meget ranke og har ikke brug for opbindning.

Mjødurt kan sås hele året – er særlig velegnet til koldsåning i vinterhalvåret. Ved såning i løbet af efterår/vinter, vil frøene spire det efterfølgende forår. Læs mere om frøformering af stauder under 'Om at så'.
Ca. 50 frø pr. pose.

«-Tilbage       Vis uden moms   Anbefal   Print

Kunder købte også
Tobak, Purpur-
’Perfume Blue’ F1
Nicotiana x sanderae Tobak, Purpur-
’Perfume Blue’ F1
Nicotiana x sanderae

Meget rigt blomstrende sommerblomst af tobaksfamilien. Velduftende blå blomster. God i krukker, på terrasse eller altan.

24,50 DKK
Hjertegræs, Stor
Briza maxima Hjertegræs, Stor
Briza maxima

Yndefuld græsart med svajende og lette, hjerteformede aks. Meget fin og romantisk i buketter.

24,50 DKK
Øjeblomst ’Five Spot’
Nemophila maculata Øjeblomst ’Five Spot’
Nemophila maculata

Lille og lav bunddækkeplante med de yndigste blomster i blåt og hvidt – de ser ud som om en dygtig porcelænsmaler har været i gang!

24,50 DKK
Ballonvin, ’Love in a Puff’
Cardiospermum halicacabum Ballonvin, ’Love in a Puff’
Cardiospermum halicacabum

Skøn og ivrigt voksende klatreplante med små orkidélignende, hvide blomster, dekorative oppustede frøkapsler og de fineste blåsorte frø dekoreret med et hvidt hjerte.

28,50 DKK

ALBINUS FRØ • INFO@ALBINUSFRO.DK