Havrerod er en lang tynd rodfrugt, der tidligere hørte til på overklassens menu, hvor dens østerssmag gjorde den eftertragtet. Derefter har den været ude i glemslen i et halvt århundrede, men nu er den heldigvis kommet igen i det nye nordiske køkken. Udover smagen er den også værd at dyrke for dens smukke lilla blomster. Havrerod minder om skorzonerrod og har i tilberedt stand ligesom den en cremet, lækker konsistens og en delikat smag, der bringer mindelser om østers, jordskokker, artiskokker - og hav. På engelsk kendes den da også som Oyster Plant. Havrerod har en markant saftighed, som bibeholdes ved tilberedning.
Havrerod stammer oprindelig fra Middelhavslandene, men har været kendt og spist i Norden siden midten af 1600-tallet. Den blev også tidligere anvendt som lægeplante mod lever- og nyresygdomme. Den kan findes vildt enkelte steder i landet - ikke fordi det er en oprindelig plante, men fordi den har forvildet sig fra marker og køkkenhaver.
Havrerod er en toårig plante, men dyrkes i urtehaven som etårig. Det første år udvikler den nemlig høje lancetformede blade og ca. 25 cm lange smalle pælerødder, som er den del af planten, der spises. Det er dog værd at lade nogle planter stå, for på andetåret blomstrer den toårige plante på en 60-120 cm høj stængel, og havrerod har de smukkeste lilla blomster, der kan minde om gerbera. Blomsterne åbner sig om morgenen og lukker sig igen ved middagstide. Alene for blomsternes skyld kan man også sagtens dyrke den som prydplante i staudebedet. På andetåret, når planten blomstrer, bliver roden sej og er derfor ikke længere egnet til at spise.
Hemmeligheden ved at dyrke havrerod er at de fine lange pælerødder skal kunne udvikle sig frit. Derfor skal jorden være behandlet i dybden, gravet godt igennem i to spadestiks dybde, så den er let, blød og fintsmuldrende. Havrerod bør sås tidligt direkte på voksestedet, lige så snart jorden er bekvem - over 8 grader - det vil ofte sige midt i april. Det kan være svært at få frøene til at spire hen i maj, hvis foråret er lunt - derfor er det vigtigt at så tidligt. Havrerod har i det hele taget ikke så høj en spireprocent, forvent kun at 50-70 pct. af frøene spirer. De skal sås eller udtyndes til ca. 10-15 cm's afstand med 35-40 cm mellem rækkerne. Placér den i sol, den vil ikke trives i skygge. Vand i tørre perioder og gød nogle gange i løbet af sæsonen. Rødderne kan høstes fra september-oktober og vinteren igennem. Grav dem forsigtigt op, så man får hele den lange pælerod med. Lad dem endelig stå i jorden - på den måde bevarer de bedst deres friskhed og sprødhed. Lægger det an til en længere frostperiode, så man ikke kan komme i jorden, kan man grave rødderne op og opbevare dem i en kølig kælder eller udendørs kule.
Man kan også så havrerod i sensommer/efterår, mens jorden endnu er lun. Så vil de udvikle små planter første år og kan derefter spises tidligere på sæsonen året efter. Vil så blomstre sent på andetåret eller nogle gange vente til tredje sæson.
Havrerod skal tilberedes - rå smager den ikke så godt. Tilberedes kan den til gengæld på utallige måder: fx råstegte i ovn, gerne med lidt ingefær og citronskal (se billede 3). Eller i supper, tærter eller smørdampede som asparges. De spæde blade og skud af havrerod kan også spises i en salat. Havrerod er pt en hit-grøntsag i New York - på engelsk hedder den Salsify. Læs fx en vidunderlig opskrift med havrerod, perlebyg, aubergine, svampe og citron på New Yorker mad-bloggen, The Crunchy Carrot (se billede 4).
Havrerod udskiller en gummiagtig substans, der farver både ens fingre og rødderne selv rødbrune, når de skrælles. Derfor bør man bruge handsker, når de renses, og straks lægge dem i vand med en smule citronsaft, når de er skrællede og indtil de skal bruges.
Ca. 30 frø pr. pose.
