Bibernelle er en køn, men noget uordentlig, staude, der både kan dyrkes som prydplante, men også for dens velsmagende blade, der bl.a. kan høstes, når der næsten ikke er andet spiseligt i haven – nemlig i vintertiden, når det ikke er frostvejr, og i det meget tidlige forår.
Bibernelle er af kvæsurt-familien og har grønt, bregneagtigt løv med grovtandede, finnede blade, der gror i en roset. Den har en lang sommerblomstring med blomster, der er samlede i rødlige, kurveformede hoveder, der nærmest ligner bær. Plantens løv bliver ca. 30 cm højt, mens de lette blomsterstængler bliver ca. 50 cm høje. Planten er ikke særlig god til at holde sig oprejst, hvilket betyder at blomsterstænglerne ofte vælter lidt rundt og giver et rodet udtryk. Den er svær at binde op og dette roderi får mange til at forvise den fra prydhaven.
Men det gør ikke noget, for den kommer så fuldt ud til sin ret som spiselig plante i urtehaven – hvor den så i øvrigt er rigtig køn, blot man ikke har en for veludviklet ordenssans. Bladene af bibernelle har en fin smag af agurk – med et nøddeagtigt strejf, mener nogle - og er velegnede i salater og som krydderurt. Englænderne betragter bibernelle som en krydderurt og kalder den Salad Burnet. Bladene af bibernelle er gode i kolde sommerdrinks, velegnede til at sætte smag på dressing, marinade og kryddersmør - og i det hele taget brugt som en frisk krydderurt. Bladene er kønne som pynt på maden. Smagen er delikat sammen med melon – og englænderne, der elsker deres cucumber sandwich, bruger den også som grønt i sandwich: Den giver agurkesmag uden al agurkens væde, som nemt kan gøre en agurkesandwich sjasket.
Tyskerne - eller i hvert fald indbyggerne i delstaten Hessen - har en slags nationalret kaldet Frankfurter Grüne Soße - en kold grøn sovs eller dressing. Den laves af bl.a. creme fraiche, hakket kogt æg og syv forskellige slags hakkede urter, heriblandt persille, kørvel og ikke mindst bibernelle. Frankfurter Grüne Soße spises med fx fisk eller flæsk og opskriften kan føres tilbage til i hvert fald 1860, hvor den optræder i en kogebog af Wilhelmine Rührig.
Bladene af bibernelle smager bedst, inden de bliver for grove. Vil man kunne plukke af den hele sommeren igennem, er det derfor en god ide løbende at fjerne blomsterstanden, så planten i stedet bruger energi på at udvikle nye bladskud. Dermed undgår man også for megen selvsåning. Man kan også så af flere omgange, hvis man vil sikre sig nyt og friskt bladgrønt over en lang periode. Udover at være en delikat sommer-krydderurt, er bibernelle også en fantastisk vinter- og meget tidlig forårs-krydderurt. I vinterens løb klasker bladene af bibernelle sammen i frostvejr, men så snart det bliver tø, rejser de sig igen og står friske og fristende. I milde vintre kan man plukke af planten vinteren igennem. Vil man sikre sig frisk bibernelle-grønt også i hårdere vintre, kan man eventuelt dyrke et par planter i drivhuset. I milde perioder i løbet af vinteren og især i det meget tidlige forår, skyder bibernelle med nye skud, som man kan høste af på et tidspunkt, hvor haven ellers ikke byder på meget spiseligt grønt.
Bibernelle er en nem og hårdfør plante, der trives i sol eller let skygge på en let og veldrænet jord – overlever dog for det meste også tør og sandet jord. Den er glad for en kalkrig jord og bryder sig ikke om at blive overvandet, men er gennemgående en meget robust plante. Den er fin i krydderurtebedet eller i en potte eller altan, hvor dens fine blade vil komme til deres ret og hænge yndefuldt ud over kanten.
Bibernelle kom til Nordeuropa i 1500-tallet og havde sin faste plads som lægeplante i klosterhaver – bl.a. blev den regnet for at være blodrensende. Den har et stort indhold af c-vitamin. Den kan findes vildtvoksende enkelte steder i Danmark.
Bibernelle kan forspires inde i april, men ofte får man et bedre resultat af at så direkte på voksestedet i maj. Bibernelle har en lang pælerod og det kan derfor være svært at flytte på planterne med et godt resultat.
Ca. 40 frø pr. pose.
